Første forløb: Billedets virkemidler

I det første forløb arbejdede vi med billedets virkemidler. Her startede vi med at arbejde med kompositionen, senere rum, farvebrug og analytiske synsvinkler. 

Formålet med dette forløb var at:

•  Kunne kommunikere om og ved hjælp af visuelle udtryk (kunne anvende formalanalytiske begreber i en billedanalyse) 
• Kunne anvende formanalyse, betydningsanalyse og socialanalyse 
• Kunne anvende jeres viden i praksis i form af en visualiseringsøvelse 
• Kunne skelne mellem personlig kunstoplevelse og analytisk tilgang

Undervisningsbeskrivelse

 I det første forløb i billedkunstundervisningen blev eleverne introduceret til de grundlæggende fagbegreber, der kræves for at kunne arbejde med og formidle visuelle udtryk (malerier, fotos, tegninger osv.). NØGLEBEGREBER: Dynamisk / statisk billedkomposition, centralperspektivets grundlæggende regler (horisontallinje, ét synspunkt er ligmed ét forsvindingspunkt, orthogonaler (indadførende linjer)), synsvinkel: fugle-, frø- eller normal perspektiv), rumskabende elementer: farveperspektiv, overlapning, repoussoir, optiske og linære gradienter). Det centrale omdrejningspunkt var, at eleverne opøvede evnen til at SE, BESKRIVE og ANALYSERE hvordan man kan skabe illusionen af et tre-dimensionelt rum på en to-dimensionel flade. Derudover lå der også fokus på farven som et virkemiddel, der påvirker beskueren psykologisk.
Den tredelte analyse tilgang (form-, betydnings- og socialanalytisk) blev også introduceret og det efterfølgende forløb om "Renæssance og barok" byggede videre på disse analytiske tilgange. 

Kompositionen

Kompositionen er altafgørende for et billedes fremtoning. Den kan være statisk eller dynamisk, altså stillestående eller i bevægelse. Naturligvis kan den også være en mellemting. En del af de statiske og dynamiske kompositionsbegreber for todimensionelle billeder er angivet nedenfor.

Statiske kompositioner (giver harmonisk effekt og ro)

Horisontal komposition	Elementerne placeres iht. horisontlinjen - altså vandret
Vertikal komposition	Elementerne placeres iht. den lodrette linje. Skaber struktur – gør billedet statisk
Cirkel	Skaber rum og samhørighed. Ofte brugt for at symbolisere noget guddommeligt eller fuldkomment.
Kvadrat	Skaber balance og ro
Ligebenet trekant der hviler på fladen	Skaber balance og ro - på trods af to diagonale linjer. (denne komposition er ofte brugt i hellige/religiøse sammenhænge)
Symmetri	Elementerne arrangeres regelmæssigt - fx ved spejling.
Midterkomposition	Motivet placeres i midten af billedet omkring den vertikale midterlinje. Området omkring holdes ofte tomt for ikke at flytte fokus.

Det gyldne snit

Hvor øjet først rammer billedet – skulle være ”guddommeligt”. 38% inde i en linje

Dynamiske kompositioner (giver dramatisk effekt og bevægelse)

Diagonal komposition	Skaber bevægelse. Især  diagonalaksen fra øverste venstre hjørne til nederste højre hjørne virker stærkt, da vi i den vestlige kultur er vant til at læse fra venstre mod højre.
Oval	Ovalen er en cirkel trukket ud af symmetri, hvilket skaber bevægelse. Især hvis den lange side placeres som diagonal er ovalen et stærkt virkemiddel.
Trekant der hviler på spidsen	Billedet får en ustabil fremtoning og ser hele tiden ud som om det vil "vælte"
Trekant der er trukket skæv	Symmetrien er ødelagt og formen er ude af balance, hvilket skaber uro og bevægelse.
Kvadrat der er trukket skæv	Symmetrien er ødelagt og formen er ude af balance, hvilket skaber uro og bevægelse.
Højre-komposition	Igen pga. Vestens tendens til at læse fra venstre mod højre kan en komposition, hvor billedet tunge elementer hælder til højre, vælte billedet på en måde, der ikke sker ved venstre-komposition.

Alt i alt kan det opsummeres, at symmetriske figurer og lige linjer skaber et roligt billede, men skæve linjer og asymmetri skaber bevægelse og uro. 

Rum

Når man gengiver noget tredimensionelt på et stykke papir, som er todimensionelt, er man nødt til at gøre brug at rumskabende virkemidler. Herunder ses et udpluk:

 

 Rumskabende virkemidler

BEGREB	Hvad er det?
Overlapning	Overlapning skaber en meget overfladisk og begrænset dybde i billedet. Var især brugt i middelalderen.
Farveperspektiv (varm / kold)	Man kan vha. farver også skabe en fornemmelse af rum. Hjernen bedømmer kolde farver som fjerne og varme som nære. Derfor kan man skabe en illusion af dybde ved at lave fx en gråblå baggrund, en grøn mellemgrund og en orange forgrund. Denne palet er bl.a. typisk for Paul Cézanne.
Repoussoir	Skaber en klar dybde i billedet. Betegnelse er fransk og betyder "at skubbe noget bagud". En figur placeres i forgrunden for skaber derved afstand til andre genstande i billedet, og de andre genstander skubbes i baggrunden.
Optiske gradienter	Formernes klarhed udviskes des længere i baggrunden de kommer. Forgrunden er altså mest tydelig. Den er effektiv metode til at skabe fokus på motivet.
Linære gradienter	Ensartede former passes ind efter de givne forhold. Derfor er forgrunden forholdsmæssigt størst, og længere inde/bagud i billedet bliver elementet mindre.

Synsvinkler 

BEGREB	Hvad er det?
Frøperspektiv	Man ser billedets motiv nedefra, og på den måde virker fratager frøperspektivet beskueren overblikket.  Frøperspektivet kan også få beskueren til at føle sig ydmyg og magtesløs - motivet bliver pludselig større.
Neutralt / normalt perspektiv	Når et billede betragtes fra et neutralt perspektiv vil det sige, at øjenhøjden er lig med horisontallinjen (hvis den er der). Man får en fornemmelse af at være ligeværdig med billedet.
Fugleperspektiv	Man ser billedet oppefra og får på den måde en fornemmelse af kontrol, overblik og måske endda magt.

Linearperspektiv og centralperspektiv

Virkeligheden kan gengives forbløffende præcist vha. perspektiviske virkemidler. Indadførende linjer, ortogonaler, mødes i et forsvindingspunkt i horisonlinjen og skaber et meget ægte perspektiv. I centralperspektivet indrettes billedet rette linjer efter beskuerens placering, og ortogonalerne mødes i beskuerens øjenhøjde på den lodrette midterakse.

Farvebrug

Vi har arbejdet med farvebrug- og symbolik for at få forståelse for brug af farver i eget arbejde og i henhold til formalanalyser. 
Bl.a. malede vi i en øvelse Ittens farvecirkel for at opnå forståelse for dens komposition. Her ses resultatet: 

Gennem farvecirklen lærte vi om
1) Primærfarverne - blå, rød og gul, som ses i trekanten,
2) Sekundærfarverne - grøn, lilla og orange, som ses i sekskanten,
3) Tertiærfarverne - blandinger af primær- og sekundærfarver og sekundær- og sekundærfarver. Se også “Brækkede farver". 

Spektralfarverne

Primær- og sekundærfarverne kaldes også for spektralfarverne. Det er de reneste farver, det menneskelige øje kan opfatte, og det er dem, man taler om, når man taler om “klare børnefarver" eller "regnbuens farver". 
Spektralfarverne har alle en komplementærfarve, som i en blanding vil give en hvid eller grå farve, altså nærmest "opløse" hinanden. En primær farve har en sekundær komplentærfarve. I farvecirklen befinder de sig over for hinanden i parrene blå-orange, gul-lilla og rød-grøn. Komplementærfarverne understøtter hinanden og aktiverer hinandens karakter.

De akromatiske ikke-farver
  I gruppen "de akromatiske ikke-farver" findes kun sort og hvid. De to "farver", som ikke er farver alligevel. Sort og hvid er farvemæssige neutraler, som ikke kan bruges til at skabe nye farver - kun til at lysne eller mørkne en given farve, eller blandes til at skabe en nuance af den ligeså akromatisk grå “farve". 

Brækkede farver
  Når man blander en en spektralfarve med sort eller hvid, siger man også, at man “brækker" den. Man ændrer farvens valør - det kan betragtes på gråtoneskalaen, hvor man blot indsætter den farve man nu engang arbejder med:

Man kan også brække en primærfarve med en sekundærfarve - og et helt andet farvespekter opstår: “Jordfarvepaletten".

 Disse farver er de “naturlige" farver, som forekommer i alle mulige kulører og valører. Jordfarverne er for det meste ikke særligt “rene" farver, men vil man male fx landskaber er de uundværlige.

Farveharmoni

For at opnå et harmonisk billede er det nødvendigt, at man benytter harmoniske farveklange. Også her kan Ittens farvecirkel bruges med de harmoniske farveklange:

Ikke alle farver "passer" altså sammen, hvis man vil skabe harmoni i et billede.


Analytiske synsvinkler
Når et billede analyseres, kan man analyse det med tre synsvinkler: Den formalanalytiske, betydningsanalytiske og socialanalytiske. 

Vi har primært arbejdet med formalanalysen, hvor også punkterne “komposition" og "rum" hører under.

Visualiseringsøvelser til forløbet (se opfølgende indlæg):

•   2-4 billeder af ”tableau vivant” øvelsen (fransk: levende billede) i dynamisk og statisk billedkomposition
• 2 collager med fokus på dynamisk og statisk komposition 
• 1 perspektivtegning af en af skolens gange (korrekt linearperspektiv med ét forsvindingspunkt) 
• 3-4 farvefotos af farver i naturen (fokus på farver og komposition) 
• 1 maleøvelse: Se og Hør-brik (øvelse i komposition og i at blande farver), 1 lille forlæg (udgangspunktet for den store brik), 1-2 billeder af det færdige motiv (hele klassens værk sat sammen) 
• 1 blyantstegning af lys og skyggevirkninger på en papirkugle (fokus på den rumskabende effekt ved brug af lys og skygge)