mandag den 24. marts 2014

Formalanalyse af værk af Jesper Christiansen




Mr. Stephen's library, 2012. Akryl, gesso og kridt på hørlærred, 250 x 275 cm.
 
Dette billede er et maleri, hvor JC har brugt akryl, gesso og kridt på hørlærred. Teksturkontrasterne er efter min mening forholdsvis hårde og rå. Man kan ikke se tydelige spor efter penslen, men til gengæld er skitseringen inden malingens påførelse tydelig med linjer og stikord rundt omkring.  Det er en konstrueret opstilling, hvor kun det vigtigste i rummet er med. Det virker umiddelbart ustruktureret, og stregerne er placeret end lille smule skævt på hinanden, og det får sammen med buer ved vinduet og bordet det hele til at være lidt uoverskueligt.


Det er ingen væsner på billedet, kun vægge og møbler. Stilen er lidt gammeldags og ornamenteret, og der er brugt mange symboler.
Lys og skygge er brugt på en ikke særlig realistisk måde, der er som sådan ikke skygger eller tydelige lyspunkter. Lyskilden er naturlig og kommer udefra og fra loftet, som ligner en form for glasloft - men det er ikke helt tydeligt.

Der er kontraster mellem formerne, som nævnt er de buede former en modsætning til de lige linjer, som ellers dominerer. 

De farver, som er brugt, er generelt ret mørke. Den dominerende farve i billedet er en meget dyb blå - grænsende til sort. Brun er også meget brugt sammen med mørke nuancer af grøn og lidt lysere blå. Generelt er farverne ikke rene spektralfarver, men nærmere en jævn jordfarvepalet. Eftersom der som sådan ikke er skygger i billedet, er det farvernes valør, som angiver, hvor i billedet det er lyst og mørkt. 

 Billedets rum bliver skabt gennem et skævt perspektiv - linjerne passer ikke særlig godt, og det er en generel tendens i JC's billeder. Forsvindingspunktet er ikke til at finde, det ligner nærmest, at det er et sted i det mørke hjørne i rummet - man får en illusion af, at der er en helt anden dimension omme bagved. Overlapning ved fx bordet skaber også rum. 

Perspektivet er normal, man forestiller sig nærmest, at man sidder i en lænestol i hjørnet af rummet.

Specielt for billedet af brugen af skitsering. Som sådan er der ikke tydelige konturstreger omkring genstandene i billedet, men bl.a. over kaminen kan man ane en stregerne fra en tidligere skitsering af en større kamin.

Helhedsindtrykket er et lidt mystisk billede. Der er nogle elementer, som ikke rigtig passer ind i fornuften og den virkelighed, vi kender - fx det skæve perspektiv. Der er desuden trukket nogle blå linjer ned over hele billedet, som med de abstrakte briller på kan ses som små bække af vand. Faktisk lykkes det disse blå linjer at skabe endnu mere rum i billedet, fordi det ligner, at de strømmer ned i luften og ikke ned over væggene - altså har man pludselig idéen om rum. Billedet er ret åbent, man forestiller sig, at der vil være et større værelse og måske flere møbler eller rum ud over, hvad vi kan se. Strukturen er ret statisk - billedet virker fredfyldt. Farvernes komposition skaber også en sælsom stemning.


Der er lagt stor vægt på detaljerne i billedet. Nogle ting ser ufærdige ud, andre er meget gennemførte, fx lampen på bordet i forgrunden. Netop denne lampe har også en vigtig symbolsk betydning, idet den går igen i adskillige af JC's billeder og fungerer som en slags rød tråd imellem dem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar