Analyse af tre værker: Kubisme, renæssance og barok

Vi har fået til opgave at analysere forskelle og ligheder i motivvalg i tre forskellige billeder fra hhv. kubismen, barokken og renæssancen, og brugen af perspektiv i disse.
Jeg har brugt formalanalyse og en socialanalytisk tilgang til at underbygge analysen.

Kubisme: Pablo Picasso - The Weeping Woman, 1937

Motiv:            Et grædende ansigt af en kvinde. 

Perspektiv:     Overlapning: Ansigtet dækker for baggrunden.

Billedet er olie på lærred. Motivet er beskåret, vi får kun ansigt og skuldre at se. Baggrunden består af mange vertikale linjer, som skaber ro, mens indadførende - diagonale og horisontale - linjer får os til at fokusere på ansigtet. 

Gengivelsen er meget typisk for kubismen med de forskellige vinkler og farver, ansigtet er malet fra og med. Ellers er billedet forholdsvist simpelt. 


Kontrastfarverne orange/blå er brugt bl.a. på hendes hat. Gul dominerer baggrunden, og selve kvindens ansigt er malet med grøn, grå og gul. Lys og skygge har ingen indflydelse.

Som nævnt opstår der rum vha. overlapning og til dels beskæringen. Der er ikke en lineærperspektivisk konstruktion. Billedet ses fra normalperspektiv.
Konturstregen er brugt flittigt med tykke, tegneserieagtige linjer. Linjen bruges til at opdele maleriets flader.

Kompositionen er opbygget over geometriske former som trekanter og kuber. Helhedsindtrykket er et ret fladt, statisk billede.

Tiden, billedet er malet i, havde tidligere været præget af impresstionismen. Picasso og Braques billeder er derfor specielle i deres kubistiske stil, og dette er ingen undtagelse.

Barok: Michelangelo di Caravaggio, Judith halshugger Holofernes, 1598

Motiv:             Kvinde (Judith), som skærer halsen over på en mand (Holofernes) på et sengeleje – samt en gammel kvinde. 

Perspektiv:    Optiske gradienter og repoussoir. 

Billedet er olie på lærred. Det er malet meget naturalistisk uden penselsspor. Opstillingen er konstrueret, så vi kun får de relevante oplysninger. Det består primært af diagonale linjer, hvilket er typisk for barokken.

Den dominerende farve i billedet er sort, som fylder hele baggrunden på nær det bordeaux sengeforhæng. Forgrunden domineres af hvide farver. Denne kontrast giver billedet en dramatisk virkning. Der er i høj grad brugt skygger, især på Holofernes arme er egenskyggerne tydelige. Lyskilden er umiddelbart ekstern.

Rummet er skabt vha. optiske gradienter - kold baggrund, varm forgrund - og repoussoir, da forgrunden er trukket frem og baggrunden (sengeforhænget) skubbet bagud. Det er også brugt overlapning, men ikke linearperspektiv. Vi ser billedet fra normalperspektiv.

Der er ikke brugt konturstreger, billedet er meget domineret af skygger, som også er hvad der primært skaber motiverne.

Helhedsindtrykket er meget dramatisk. Der er næsten ingen vertikale/horisontale linjer i billedet, men vertikale linjer får det hele til at virke meget levende. 

Strukturen er åben, man får en idé om at der er mere i “historien" end hvad man umiddelbart kan se på billedet. 

Billedet gengiver den tid, det er malet i, meget godt. I barokken skulle kunsten vise religiøse temaer med inddragelse af stærke følelser, hvilket lykkes utrolig godt. Udtryksformen er sanselig, farverig, dramatisk bevæget, kontrastrig og fuld af komplekse former.

Renæssance: Masaccio, Skattens Mønt, 1425-28.

Motiv:             Menneskeflok, som ser ud til at være i diskussion, en bygning og i baggrunden et goldt bjerglandskab. 

Perspektiv:    Linearperspektiv, overlapning, farveperspektiv.

Billedet er olie på lærred. Det er malet ret naturalistisk uden penselsspor. Opstillingen er konstrueret og ikke beskåret. Motivet er tydeligt placeret i centrum af billedet.

Farverne på motivet (menneskeflokken) er meget stærke røde, lyserøde, blå og grønne. De træder stærkt frem. Mellemgrunden har antaget en varm, brun farve, og baggrunden er gråblå. Denne farvepalet er med til at skabe rum i billedet. 

Det er lidt slagskygger, men generelt er brugen af skygger ret beskeden. Lyskilden er ekstern og naturlig og kommer fra højre.  

Linearperspektivet i billedet er ligesom skyggebrugen beskeden, men den er der. Følger man linjerne i bygningen til højre og vandkanten til venstre fører de til det samme punkt i horisontlinjen, som ligger over bjergene. Vi ser billedet på kanten mellem normal- og fugleperspektiv og får en fornemmelse af overblik, men ikke overlegenhed. 

Konturstreger er brugt i mindre grad - de er lidt utydelige og udviskede af farve- og skyggebrugen.

Kompositionen er ret lukket, og billedet er meget statisk. Der er næsten udelukkende brugt vertikale og horisontale linjer. Billedets elementer er placeret, så man ikke er i tvivl om, hvor handlingen foregår. Alt i alt er indtrykket et ret dybt billede, men mere brug af skygger havde forstærket den virkning meget.

I renæssancen ønskede man at genskabe antikken kunst på en måde, hvor idealet blev en virkelighedsfiktion skabt af kunstneren ud fra de samme rationelle principper som det gudsskabte  univers. Man ville føre kunsten tilbage til “den sande vej" og væk fra middelalderen. I dette ses tendensen også. Billedet er som nævnt naturalistisk og gengiver rimelig godt idéen om virkeligheden.