Andet forløb: Renæssance og barok

Andet forløb i billedkunst var renæssance og barok. Her arbejdede vi med virkemidler og motiver. Vi talte også om religion og Heinrichs Wölfflins kunsthistoriske grundprincipper. 
Forløbet var primært teoretisk og havde fokus på, at vi skulle udvikle selvstændighed i faget.


Formålet med dette forløb var at:

•  opnå forståelse for Heinrich Wölfflins formanalytiske begreber til at analysere renæssance og barok-malerier (lineær/malerisk, flade/dybde, lukket form/åben form, mangfoldighed/enhed) og kunne anvende disse på renæssance- og barokeksempler samt på udvalgte eksempler fra andre perioder. Sidstnævnte på et overordnet plan
• opnå viden om de to kunsthistoriske perioder i forhold til kunsten (primært maleri, sekundært arkitektur og skulptur), kulturen og samfundet, som kan fungere som teoretisk baggrundsstof til betydnings- og socialanalyser  
• kunne anvende formanalyse, betydningsanalyse og socialanalyse 
• kunne anvende denne viden i praksis i form af en visualiseringsøvelse

Undervisningsbeskrivelse:

I det andet forløb arbejdede vi med et teoretisk fokus på de to kunsthistoriske perioder før 1750 nemlig renæssancen og barokken. Der var fokus på en grundig forståelse af udviklingen i samfundet og kunsten. Renæssancen blev sat i kontrast til middelalderen for at tydeliggøre udviklingen af det realistiske, illusionistiske rum, hvor der blev udviklet en stor dybde ind i billedet og ofte statiske kompositioner. Middelalderen havde i modsætning arbejdet med ”flade” billedgengivelser, hvor symbolik og hierarki var i højsædet. Barokkens dramatiske og nærmest teatralske selviscenesættelse bygger videre på renæssancen billedillusion og arbejder aktivt med dynamiske kompositioner og stor kontrast mellem lys og skygge. Eleverne skulle også træne deres selvstændighed ved at finde eksempler på malerier fra de to perioder og forklare med baggrund i Wölfflins begreber, hvorfor de havde valgt de enkelte værker. Den kunsthistoriske tilgang gennem Wölfflins formanalyse-begreber hjalp med til at genkende og beskrive malerier med fokus på de forskellige stiltræk, der gør sig gældende mellem renæssancen og barokken.   

Renæssancen: 1400-1550

Økonomi og handel går bedre i det nordlige Italien. Kirken mister derfor magt og status, og adelen – rige fyrster – får magten. Kunstnere bliver kendt ved navn. Det individuelle menneske bliver “genfødt” (renæssance = genfødsel): Frisættelse af individet.

Kunstnerne bliver mere frie i deres kunst, bl.a. fordi kirken ikke længere styrer dem med så hård hånd. Perspektivet opfindes, og malerierne bliver mere naturalistiske.

Man opfinder det matematiske perspektiv (ét forsvindingspunkt) - mere realistisk billedrum/tredimensionalitet i objekterne (skygger og farver) - observerer virkeligheden og forsøger at gengive den realistisk.

Klare farver bliver benyttet.

Der kommer mere fokus på den dygtige kunster – eksempler som Leonardo da Vinci, som også kaldes et “universalgeni”. En anden er Michelangelo, som bl.a. udsmykkede loftet i det Sixtinske Kapel.

I renæssancen skulle man være forsigtig med sine udfoldelser, for kirken var stadig magtfuld og tillod ikke hvad som helst.

I renæssancen starter Martin Luther politisk uro ved at kritisere den katolske kirke (reformationen). Han er bl.a. vred over afladsbrevene – at man kan betale sig fra sine ugerninger. Det er Paven og Peterskirken, som modtager pengene.

I Sydeuropa er folket katolikker. De er ikke glade for Luthers protester. Dette kaldes modreformationen; den udførtes ved overtalelse gennem dramatiske virkemidler med store følelser, og man går ind i barokperioden. 

Barokken: 1600 til midt i 1700-tallet

Barokkens kunstnere var mænd som Caravaggio, Bernini, Rembrandt, Carriccibrødrene, Barocci, Rubens og Cortona. 

En af barokkens største kunsterne – som i dag betragtes som en af urbarokkens mestre – var Caravaggio. Hans kunst var særdeles banebrydende, og blandt andet var hans malerier meget realistiske, dystre og blodtilstænkede. Han yndede at brude en helt sort eller meget mørk baggrund. Han døde som 38-årig af en febersygdom.

I barokken gik man efter følelsesladede og storslåede malerier. Kunsten var dramatisk og overvældende. Senere betragtes det som lidt for storslået, grænsende til meningsløst, deraf ordet barok, som betyder ’ujævn eller uperfekt perle’. 

Religionens rolle

År 1000-1300: Enorm religiøsitet. Den kristne tro var overalt, og man byggede i alle større byer enorme kirker og katedraler i romansk eller gotisk stil. I denne periode var kunsten præget af religiøse symboler, som repræsenterede forskellige bibelske personligheder - disse symboler havde til formål at skabe en adskillelse mellem det jordiske og det guddommelige.

År 1400-1550: Som følge af periodens fascination af antikken blev de græske guder og filosoffer genoplivet i kunsten. Sammenfaldet med den ekstreme kristne gudsdyrkelse blev der skabt et interessant spændingsforhold, hvor man i ét billede samlede den tidlige middelalders stringens og kristne verdensbillede og den humanistiske genfortolkning af antikkens religioner. Kirken var åben omkring den nye kunst, og blandt andet Rafael var ansat af paven og afbildede - med pavens accept - de græske filosoffer på væggen i pavens arbejdsværelse i Vatikanet, selvom det kan virke som et paradoks.

År 1600- ca. 1770: Barokken blev udviklet i  Reformations-tiden, hvor den romersk-katolske kirke reagerede på mange revolutionære kulturelle bevægelser, ny videnskab og nye former for religion. Stilen, som er voluminøs og storslået, gav paven et respektindgydende instrument til at genoprette kirken og kristendommens prestige og storhed. Også i barokken brugte man i stor stil bibelske symboler i kunsten. 

Heinrich Wölfflins kunsthistoriske grundprincipper 

	Renæssance	Barok
1.	Lineær	Malerisk
	Der bruges perspektiv til at danne dybde i billedet. Wölfflin talte om "det lineære", med hvilket han mener, at at alle figurer er klart afgrænsede og har et tydeligt omrids.	Skygge skaber dybde. Wölfflin talte om "det maleriske", med hvilket han mener, at figurerne ikke er jævnt belyst, men visse konturer kan forsvinde i skygger og andre træde tydeligt frem.
2.	Flade	Dybde
	Flade er at opbygge billedet i flere parallelle planer og dermed skabe dybde. Dybt rum ind i billedet.	Brug af forskellige vinkler og størrelser til at skabe dybde. Diagonalt opbygget rum – ikke et dybt rum pga. den mørke baggrund. Figurerne er vinklet skævt og bidrager til diagonalt opbygget rum.
3.	Lukket form	Åben form
	Alle figurer er ligevægtigt placeret. Horisontalt/vertikalt opbygget rum – det skaber balance og stabilitet. Ofte symmetrisk.	Kontrast mellem diagonaler i billedet og billedrammen – skaber dynamik.
4.	Mangfoldighed	Enhed
	Hver figur har sin egen farve adskilt fra hinanden. Mange enkeltelementer = mangfoldighed i billedet.	Farverne smelter samme pga. skyggerne/lyset. Én stor enhed i billedet – det er ikke til at skille enkeltdele ud af billedet.

Visualiseringsøvelser i forløb 2 (se følgende indlæg):

• 1 iagttagelsestegning af et objekt – grå kardus og blyant (lineær stil, renæssance-tilgang med fuld belysning. Fokus på at tegne skyggen.
• 1 clairobscur-tegning af et objekt – sort kardus og hvid kridt (malerisk stil, barok-tilgang med kraftig lys / skygge kontrast. Fokus på at tegne lyset)